Tekst og foto: Pirjo Rautio
I Finland øgedes interessen for roser i løbet af 1980’erne og Finska Rosensällskapet stiftedes i 1989. Siden da har man søgt efter roser, som var bevaret i gamle haver og parker.
Finlands historiske roser omtales først i planteskolekatalogerne fra begyndelsen af 1840’erne. I 1800-tallet dyrkedes roserne oftest indendørs i krukker. Mellem- og Sydeuropas almindelige, men følsomme, historiske roser kan ikke klare sig i Finlands strenge klima.
Jeg har i over 20 år bevidst forsøgt at afprøve rosernes holdbarhed i det sydlige Finland. De fleste af de roser, som jeg erhvervede, viste sig at være alt for følsomme, og de døde hurtigt. Her klarer pimpinelle-, rugosa- og gallicaroserne sig bedst, og desuden klarer nogle alba-, damascener- og centifoliaroser sig. Vi dyrker helst rodægte roser, så kan rosen forny sig takket være sine egne rødder. Podede roser skal plantes dybt, podestedet skal være 15-20 cm under jordoverfladen.
I gamle haver har man fundet overraskende mange roser. De tilhører de mest modstandsdygtige gamle roser, da de har kunnet klare sig uden pasning. Deres navne er ofte glemt. Hvis det ikke er lykkedes at identificere disse roser, har man givet dem nye navne, ofte på baggrund af voksestedet.
Fundroserne er oftest pimpinelle– eller rugosaroser, men der er også fundet en del mos- og gallicaroser. Sædvanligvis har de dannet rodskud og på den måde bredt sig. R. x francofurtana, (R. gallica x R. cinnamomea), kirkegårdsrose er ganske almindelig i Finland, skønt man først begyndte at interessere sig for den i slutningen af 1980’erne. I Sverige har man plantet kirkegårdsroser på begravelsespladser, men i Finland har man først og fremmest fundet den i parkerne ved gamle herregårde. Der eksisterer to noget forskellige stammer: en sydlig og en nordlig type. Ifølge DNA-analyse er den nordlige mere beslægtet med kanelrosen end den sydlige. Den har måske atter krydset sig med kanelrosen.
Kirkegårdsrosen bliver en 2-2,5 m høj, bred busk, som har store mørkegrønne, frie småblade. Den blomstrer ca. tre uger i juli. Blomsterne er 7-8 cm i tværsnit, dobbelte og lillarosa. Den danner mange rodskud, så den spreder sig nemt.
Til kirkegårdsroserne hører også den pragtfulde Rosa gallica ‘Splendens’, valamorosen, som er almindelig i hele Finland. Valamoroserne er så hårdføre, at de endog klarer sig i det nordlige Finland. Det finske navn ”valamonruusu” kommer af en fejlagtig oversættelse af det franske ‘Rose Pavot’ (”vallmoros”), som de finsksprogede har ændret, så den har fået navn efter det kendte kloster Valamo, selvom klostret ikke har noget med rosen at gøre.
Den kraftigt voksende valamorose bliver en 2 m høj, opretvoksende busk. Det er et storslået syn, når den blomstrer rigt i slutningen af juni og tre uger frem. De næsten enkle blomster er lysende karminrøde, støvdragerne er guldgule. Der dannes masser af pæreformede, orangefarvede hyben. Valamorosen har spredt sig via rodskud fra have til have.
Efter at Finska Rosensällskapet var stiftet, begyndte man at føre bog over mange ukendte roser. Det er kun lykkedes at identificere få af de historiske roser.
‘Minette’, mustialarose
Vibert, Frankrig 1819. Rosen er almindelig i det sydlige og mellemste Finland, men den findes også i Sverige i gamle haver. I Mellemeuropa er ‘Minette’ sjælden. Finnerne mener, at rosen er finsk, og svenskerne mener, at den er svensk, hvad navnet R x suionum, (svearnes rose) viser. Den har fået navnet mustialarose, da man solgte rosenplanter i Mustiala landbrugsskoles planteskole i begyndelsen af 1900-tallet.
Først midt i 1980’erne identificerede svenske biologer rosen i Sangerhausens rosensamling. Forædleren Vibert klassificerede rosen som en centifolia, men i Finland mener man, at det er en albarose.
‘Minette’ bliver en ca. 1 m høj busk, som danner mange rodskud, hvormed rosen spreder sig. Bladene er lysegrønne, blanke og de frie småblades spidser er afrundede. ‘Minette’ blomstrer længe i juli. De skønne blomster er middelstore, dobbelte, lyserøde og duftende. I regnfuldt vejr rådner knopperne. Store orangefarvede hyben dannes i et vist omfang.
‘Blush Damask’, damascenerrose
Er dyrket i det mindste siden 1759. Det er muligt, at rosen er en krydsning mellem en damascener- og en gallicarose.
Rosen er fundet flere steder i det sydlige Finland. Der er tale om samme rose, som blev opkaldt efter findestederne, ‘Tähtitorninkatu’ (Observatoriegaden), ‘Kotka’, ‘Järvenpää’ (søens ende).
Man har ment, det var en herregårdsrose. Den kraftigt voksende ‘Blush Damask’ danner mange rodskud. Blomsten er flad, 8 cm bred, helt fyldt og ofte firdelt, lys i kanten, kraftigt duftende. Hvis man gnider på den behårede blomsterbasis på hybenerne og på bægerbladene afgives en harpiksagtig duft.
En stor del af de fundne roser er endnu uidentificerede og har derfor blot finske navne.
