“Häggeby”
En tegning i Rudbeck den Ældres “Flower Book” viser en ukendt Gallica-rose ved navn ‘Rosa purpurea’. Den blev dyrket i hans botaniske have i Uppsala i slutningen af det 17. århundrede. Selvom det er umuligt alene baseret på en tegning at sige, at det er “Häggeby”, ligner det meget.
“Häggeby” stammer oprindeligt fra Komministergården i Nederhassla, der blev bygget i 1860’erne ved Häggeby kirke. I 1988, da både jorden og rosen blev truet af boligudviklere, reddede et lokalt menighedsmedlem, Inga-Lill Järnebro, flere rødder. Disse blev plantet i samlingen af fundne roser i den tidligere Genetic Garden på Ultuna ved det svenske universitet for landbrug i Uppsala. Rosen blev dermed reddet for eftertiden.
En buskrose med medium til stærk duft, der giver en kraftig antydning af citrus, kirsebærblomst og solvarmet mælk, er “Häggeby” genetisk identisk med ‘Linnes Hammarby’, en rose der længe er blevet dyrket i Uppsala-området. Den er sandsynligvis en sport af den. Den adskiller sig ved, at blomsterne er åbne og skålformede til næsten flade. Sorten har færre kronblade omkring de mange støvdragere – varierende fra 35 til 60. Blomsterskuddene er torneløse.
“Ammarnäs”
Ammarnäs i Lapland har længe været kendt for vandrere som en af porte til bjergverdenen. På trods af sin høje højde er Ammarnäs et gammelt landbrugsområde. Allerede i det 19. århundrede begyndte nybyggere at dyrke rigtige eng-markafgrøder på de frugtbare floddale af ismusen, et område der længe har været beboet af den oprindelige samiske befolkning.
I 1920’erne skabte Blomster-Lotta en omfattende bjergskråningshave der med sin søn, Alfred. Alfred bestilte frø fra forskellige dele af verden, og da haven udviklede sig, tiltrak den mange besøgende. Begge døde i 1970’erne. Haven blev glemt og overgroet. For nylig har barnebarnet Anders og POM-eksperter Mariana Mattsson og Reginald Scholtz genoprettet dele af den unikke have og genåbnet den i 2014. Blandt de overlevende planter, de opdagede der, var en rose med en usædvanlig klokkeformet blomst. Den blev også fundet på flere nærliggende gårde, hvor den havde vokset så længe, nogen kunne huske. Ingen ved, på hvilken gård den måske er opstået, men det er klart, at dens særpræg og holdbarhed blev bemærket, og rosen blev delt mellem naboer.
Rosen er unik for Ammarnäs og det nærliggende Wilhelmina. Den er sandsynligvis opstået i Ammarnäs som en spontan hybrid. DNA-tests viser, at Rosa rugosa er en forælder, og at kanelrosen, Rosa majalis, er en anden.
“Aldal”
“Aldal” er en karakteristisk Bourbon-rose, der sandsynligvis stammer fra udlandet og har været dyrket i Sverige siden mindst 1910’erne. Da dens oprindelige navn gik tabt, blev den opkaldt efter Aldal i kystbyen Mölle, hvor den blev opdaget i tre haver.
POM fandt et særligt prægtigt eksempel på en ejendom bygget og stadig ejet af en dansk familie, Møllerne. Mens de undersøgte et gammelt familiefotografi, sagde Claus Christian Møller: “Min oldefar, Frantz Pio (1870-1950), der byggede ‘Villa Pio’, er øverst til højre med en hat. Damen i sort er hans mor, Olivia, der blev født i 1842 og døde ved Kullen i 1920. Hun anlagde haven. Min bedstemor, Nina (1906-1994), den lille pige i sorte klæder med sort hår nederst på billedet, fortsatte med at pleje den.”
Lokale historikere siger, at Frantz Pio kom til Mölle i 1890’erne for at organisere de første bjergvandringer, der tiltrak hundreder af deltagere.
Rosen er også blevet fundet 20 km sydpå, i Viken. Lilian Jansson fortalte forskere: “I 1958 flyttede vi ind i vores nybyggede hus i Viken, 20 meter fra havet. Jeg tog med mig en eller to rodskud af en rose, der havde vokset i vores tidligere hjem i Mölle. I dag vokser rosen sammen med snebær og andre planter. Den er sund og har altid blomstret villigt trods den udsatte, blæsende miljø og havluft.”
DNA-profilen viser, at “Aldal” er nærmest beslægtet med ‘Uplandsträdgården’ i Bourbon-gruppen. Men den er også relateret til ‘William Lobb’, ‘Fardhem’s Biskopinna’, ‘Farmor Selma’, ‘Great Western’, ‘Charles de Mills’, ‘Kvarsebo’s’ Beauty’ og Portland rosen ‘Mme Boll’.
