Den svenske botaniker Lars-Åke Gustavsson er leder af et bemærkelsesværdigt projekt med at identificere og beskytte sit lands sjældne planter. Som hovedtaler på næste års WFRS European conference fortæller han sammen med Martin Stott historien om projektet og dets rosenopdagelser.
Af Lars-Åke Gustavsson og Martin Stott.
Artiklen blev bragt i BAON, november 2023
Sveriges klima stiller specifikke krav til dets dyrkede planter, der skal være hårdføre for at overleve de kolde vintre og korte, ofte kølige, somre. De arter og sorter, der har tilpasset sig bedst til denne udfordrende omgivelse, er generelt resultatet af en lang periode med dyrkning og udvælgelse. De har vist deres udholdenhed ved at være modstandsdygtige over for skadedyr og lette at dyrke – værdifulde egenskaber i et skiftende klima.
I 1998 anerkendte den svenske regering behovet for at sikre langvarig overlevelse og bæredygtig anvendelse af denne værdifulde dyrkede plantearv. Den bemyndigede Landbrugsstyrelsen og en række partnere, herunder akademikere, botaniske haver og dyrkerorganisationer, til at udvikle Programmet for Mangfoldighed af Dyrkede Planter – forkortet POM.
Sveriges Landbrugsuniversitet i Alnarp – lige nord for Malmö – har været ansvarlig for at koordinere POM’s forskellige aktiviteter siden 2000. Dets arbejde har fokuseret på flere klassifikationer af planter: løg og knolde; frugter og bær; stauder; træer og buske; grøntsager, potteplanter og roser. Det har forsøgt at oprette en svensk national genbank for disse planter.
For at blive inkluderet skulle planter opfylde et eller to kriterier – at være af svensk oprindelse, uafhængig af alder, eller at være af udenlandsk oprindelse, men med en lang dyrkningshistorie tilbage før 1950. POM’s rosen-program begyndte i 2005 med forskning i den botaniske og havebrugslitteratur.
En nøglefigur i svensk rosehistorie er Olof Rudbeck den Ældre (1630-1702). Som universalgeni opdagede Rudbeck lymfesystemet. Han skabte også en omfattende botanisk have i Uppsala, hvor han dyrkede mindst 25 forskellige roser mellem 1658 og sin død i 1702. Disse inkluderede ‘Alba Maxima’, Rosa canina, Rosa foetida, Rosa hemisphaerica, Rosa mundi og Rosa villosa, også kendt som “æblerosen” på grund af dens runde, mørke bær.
Rudbeck skrev Campus Elysii, en flora med standardiserede navngivning og klare illustrationer, der kunne bruges til at identificere planter. I 1702 oplevede han en forfærdelig katastrofe, da hans mesterværk blev ødelagt i den store brand i Uppsala, lige før det skulle trykkes. Et værk, der havde taget ham 25 år at fuldføre og involverede hele hans familie, blev ødelagt på få timer. Mirakuløst kunne dog elleve bind med håndfarvede planteskitser reddes. Disse kaldes Blomboken (“Blomsterbøgerne”). Sammen med plantelister fra Rudbecks botaniske have repræsenterer de ældste og mest detaljerede beskrivelser af dyrkede roser i Sverige.
Uppsala var naturligvis også senere hjemsted for Carl Linnaeus, der formaliserede den binomiale nomenklatur – det moderne system for plantetaxonomi. Faktisk var Rudbeck mentor for Linnaeus, der navngav den nordamerikanske plante ‘Rudbeckia Hirta’ til hans ære.
Før Linnaeus blev planter identificeret af en beskrivende frase, ofte med flere ord. Der var lille konsistens i plantenavngivningen fra botaniker til botaniker. Således kaldte Caspard Bauhin, der skrev i 1623, Rosa canina ‘Rosa sylvestris vulgaris, flore odorato incarnato’. Rudbecks navn var ‘Rosa alba sylvestris’. Kultivarnavne som ‘Old Blush’ begyndte først at blive brugt i begyndelsen af det 19. århundrede.
Andre værdifulde informationskilder inkluderede florabøger og herbarieark. I Sverige er der flere betydningsfulde herbarier, primært ved de ældste universiteter, som POM har undersøgt.
Foto fra venstre: Rolf Engström (Sverige), Unni Dahl Grue (Norge), Eva Wike (Norge), og Henrik Norin (Sverige) under vurdering af roser fra de norske og svenske forsøgsfelter.
Foto: Lars-Åke Gustavsson
Måske den vigtigste historiske referencekilde var gamle planteskolekataloger. Forskeren Irene Nettelbrants har hjulpet POM med at opbygge en database med mere end 60.000 roser fra disse kataloger og anden litteratur. Disse illustrerer stigningen og faldet i popularitet for forskellige kultivarer over tid.
Mellem 1860 og 1890 var Gallicas f.eks. enormt populære i Sverige. Ved 1960 kunne man ikke købe en enkelt Gallica i landet. De blev genindført i 1970’erne, og i dag sælges mindst 56 i svenske planteskoler. De har måske ikke været solgt i lang tid, men Gallicas blev dyrket – 45 af dem er nu i genbanken.
