Temaerne er roser der er værd at dyrke under nordiske forhold og forædling.

• Knud Pedersen, kendt planteskoleejer fra Rosenposten i Danmark, som har mange års erfaring med roser og som selv forædler hårdføre roser, især genblomstrende pimpinelle roser.
• Roland Hermansson er amatøropdrætteren som hele tiden har nye roser på vej, hvor af nogle er nået markedet.
• Vilhjálmur Lúðvíksson har mange års erfaring med havebrug og roser i Island og han har hovedsageligt indsamlet oplysninger vedr. hårdføre roser fra Norden, men også om roser fra Canada, hvor der stadig er gode og dyrkbare roser som endnu ikke nået det nordiske marked.
• Erling Østergaard fra Danmark er en kendt rosenekspert, der gerne vil fortælle om alle sine rugosa roser.
• Thomas Proll fra Kordes Rosen samt
• Matthias Meilland fra Meilland Roses kommer begge med spændende foredrag med international tyngde.
• Peter D.A. Boyd regnes for en af ​​værtens førende eksperter i pimpinellifolia / spinosissima roser.

På verdenskonferencen i World Federation of Rose Societies, som blev afholdt i Adelaide i Australien fra oktober i år, rosengartneren, forfatteren og rosenfilosoffen Torben Thim tildelt WFRS’ litteraturpris. Han fik prisen for sin værk The History of the Rose in Denmark. Det var første gang den ærefulde pris blev uddelt. Prisen er en æresbevisning! Man får evig annoncering af bogen under Awards på www.worldrose.org – men ingen penge.

Forord i bogen af Tommy Cairns

Hvilken vidunderlig tilføjelse til rosenlitteraturen I disse moderne tider, hvor alt kun kan gennemføres via e-bøger på computerskærm. Torben Thim betjener læseren med en massiv og ekstraordinær og enestående viden om rosens historie fra tidernes begyndelse. Men mere vigtigt er det, at Torben har defineret Danmark som et mange-facetteret hovedleverandør til rosernes verden på enhver ønskelig måde.   

Den røde tråd mellem rosen og Denmark er beskrevet af Torben på en så charmerende og vidende måde med særlige anekdoter som vil fornøje både kendere og novicer.  

Oven i den faktuelle historie fortæller Torben om sine livserfaringer som på en romantisk måde både belyser hans kærlighedsaffære og med al ting som har formet hans filosofiske tilnærmelse til livet. 

Mange sjældne dokumenter er afbilledet i bogen og giver læseren en referencer af stor betydning.

Idet Torben katalogiserer rosernes popularitet fra de ældste tider i Danmark er det en definitiv øjenåbner til en glemt rig tradition som nødvendigvis bør bringes til verdens opmærksomhed. Afsnittet om rosenhaver i Danmark er mere fyldt med facts end bare rygter. På samme måde er de vigtigste danske rosenforædlere omtalt med en menneskelighed som griber læseren. Særligt omhandles Poulsen dynastiet meget detailleret som giver læseren et bredt og åbent billede og forståelse af den lidenskab for roser, som den familie har og ikke mindst deres loyalitet til Danmark. Samtidigt videregiver familien en smuk arv til kommende generationer.

Ingen tvivl om at denne bog forlanger rosenelskeres opmærksomhed uanset hvor de befinder sig, for Torben Thim har leveret et manuskript som er til fordybelse og fastholdelse som et autoriseret opslagsværk til boghylden. En sand rosenbibel af viden som en arv til næste generation.

Der er udsendt en pressemeddelelse om litteraturprisen, den kan du læse her.

RosenInfo nr. 02-22, om den ærefulde pris, kan du se og udskrive her.

Jeg kom til at foretrække roserne. Roserne blev mine favoritter. Jeg lærte mig selv at okulere roser, da jeg var 14 år gammel, og siden da har roserne betydet utrolig meget for mig. Jeg fandt min kæreste og nuværende kone i Botanisk Have i Aarhus. Da vi var helt unge tilplantede vi et lille stykke med roser på en tilstødende mark med hjælp fra familie, når vi havde fri fra skole og læreplads. Det blev begyndelsen til det, der i dag hedder Rosenposten.

I mange år dyrkede vi et stort antal roser, men kun få sorter. Størstedelen gik til eksport. Et år havde vi okuleret mere end 600 000 roser. Men det gik ikke så godt, for den vinter blev så hård, at næsten alle roserne døde. Det har været et liv med opgang og nedgang med roser. På trods af det har jeg altid elsket roser. De giver så store oplevelser med deres duft og smukke blomster. Jeg begyndte at samle på dem, og her på gården var der et område nær ved haven, som ikke blev brugt til noget. Der var der plads til mange forskellige roser, og der mødte jeg de charmerende pimpinelleroser. De tiltrak sig opmærksomhed ved at være de tidligste i blomst. Kært barn har mange navne, det må vi også sige om pimpinellerosen. Carl von Linné var den, som først navngav den vilde pimpinellerose, som fik navnet Rosa pimpinellifolia. Der siges, at han syntes de nye småblade på rosen lignede dem på urten pimpinelle, Sanguisorba minor, som han tidligere havde kaldt Pimpinella sabor. På dansk hedder rosen klitrose, eftersom den ofte vokser vildt på sandklitter, blandt andet på Jyllands vestkyst, og pryder strandkanten med sine enkle hvide blomster og senere sorte hyben.

Rosa pimpinellifolia er nok den vildrose, der har det største udbredelsesområde. Den vokser fra Island helt til Himalaya. Den hedder også Rosa Spinosissima eller skotsk rose. I England hedder den Burnet Rose og i Finland hedder den fyldte hvide form Finlands hvide rose. Samme rose hedder Midsommerrosen i Sverige.

Billedet i toppen af artiklen, der gentages på alle siderne:

Jeg har i over 20 år bevidst forsøgt at afprøve rosernes holdbarhed i det sydlige Finland. De fleste af de roser, som jeg erhvervede, viste sig at være alt for følsomme, og de døde hurtigt. Her klarer pimpinelle-, rugosa- og gallicaroserne sig bedst, og desuden klarer nogle alba-, damascener- og centifoliaroser sig. Vi dyrker helst rodægte roser, så kan rosen forny sig takket være sine egne rødder. Podede roser skal plantes dybt, podestedet skal være 15-20 cm under jordoverfladen.

I gamle haver har man fundet overraskende mange roser. De tilhører de mest modstandsdygtige gamle roser, da de har kunnet klare sig uden pasning. Deres navne er ofte glemt. Hvis det ikke er lykkedes at identificere disse roser, har man givet dem nye navne, ofte på baggrund af voksestedet.

Fundroserne er oftest pimpinelle– eller rugosaroser, men der er også fundet en del mos- og gallicaroser. Sædvanligvis har de dannet rodskud og på den måde bredt sig. R. x francofurtana, (R. gallica x R. cinnamomea), kirkegårdsrose er ganske almindelig i Finland, skønt man først begyndte at interessere sig for den i slutningen af 1980’erne. I Sverige har man plantet kirkegårdsroser på begravelsespladser, men i Finland har man først og fremmest fundet den i parkerne ved gamle herregårde. Der eksisterer to noget forskellige stammer: en sydlig og en nordlig type. Ifølge DNA-analyse er den nordlige mere beslægtet med kanelrosen end den sydlige. Den har måske atter krydset sig med kanelrosen.

Kirkegårdsrosen bliver en 2-2,5 m høj, bred busk, som har store mørkegrønne, frie småblade. Den blomstrer ca. tre uger i juli. Blomsterne er 7-8 cm i tværsnit, dobbelte og lillarosa. Den danner mange rodskud, så den spreder sig nemt.

Til kirkegårdsroserne hører også den pragtfulde Rosa gallica ‘Splendens’, valamorosen, som er almindelig i hele Finland. Valamoroserne er så hårdføre, at de endog klarer sig i det nordlige Finland. Det finske navn ”valamonruusu” kommer af en fejlagtig oversættelse af det franske ‘Rose Pavot’ (”vallmoros”), som de finsksprogede har ændret, så den har fået navn efter det kendte kloster Valamo, selvom klostret ikke har noget med rosen at gøre.

Den kraftigt voksende valamorose bliver en 2 m høj, opretvoksende busk. Det er et storslået syn, når den blomstrer rigt i slutningen af juni og tre uger frem. De næsten enkle blomster er lysende karminrøde, støvdragerne er guldgule. Der dannes masser af pæreformede, orangefarvede hyben. Valamorosen har spredt sig via rodskud fra have til have.

Efter at Finska Rosensällskapet var stiftet, begyndte man at føre bog over mange ukendte roser. Det er kun lykkedes at identificere få af de historiske roser.

‘Minette’, mustialarose
Vibert, Frankrig 1819. Rosen er almindelig i det sydlige og mellemste Finland, men den findes også i Sverige i gamle haver. I Mellemeuropa er ‘Minette’ sjælden. Finnerne mener, at rosen er finsk, og svenskerne mener, at den er svensk, hvad navnet R x suionum, (svearnes rose) viser. Den har fået navnet mustialarose, da man solgte rosenplanter i Mustiala landbrugsskoles planteskole i begyndelsen af 1900-tallet.
Først midt i 1980’erne identificerede svenske biologer rosen i Sangerhausens rosensamling. Forædleren Vibert klassificerede rosen som en centifolia, men i Finland mener man, at det er en albarose.
‘Minette’ bliver en ca. 1 m høj busk, som danner mange rodskud, hvormed rosen spreder sig. Bladene er lysegrønne, blanke og de frie småblades spidser er afrundede. ‘Minette’ blomstrer længe i juli. De skønne blomster er middelstore, dobbelte, lyserøde og duftende. I regnfuldt vejr rådner knopperne. Store orangefarvede hyben dannes i et vist omfang.

‘Blush Damask’, damascenerrose
Er dyrket i det mindste siden 1759. Det er muligt, at rosen er en krydsning mellem en damascener- og en gallicarose.
Rosen er fundet flere steder i det sydlige Finland. Der er tale om samme rose, som blev opkaldt efter findestederne, ‘Tähtitorninkatu’ (Observatoriegaden), ‘Kotka’, ‘Järvenpää’ (søens ende).
Man har ment, det var en herregårdsrose. Den kraftigt voksende ‘Blush Damask’ danner mange rodskud. Blomsten er flad, 8 cm bred, helt fyldt og ofte firdelt, lys i kanten, kraftigt duftende. Hvis man gnider på den behårede blomsterbasis på hybenerne og på bægerbladene afgives en harpiksagtig duft.
En stor del af de fundne roser er endnu uidentificerede og har derfor blot finske navne.